Erik Scavenius
Scavenius var som udenrigsminister et af de centrale omdrejningspunkter for den danske neutralitetspolitik. Primært fordi han baserede sin politik på en skarp logisk statsræson og sin store viden om international politik. Men også fordi at man fra tysk side nærede ubetinget tillid til ham som person. Han havde et nært forhold til den tyske gesandt i København, Brockdorff-Rantzau.
Scavenius kom fra en godsejerslægt og søgte en karriere i flåden. Men han dumpede ved optagelsesprøven til søofficersskolen. I stedet gik han på universitetet og blev cand.polit., hvorefter han søgte en karriere i udenrigstjenesten. Meget overraskende blev han kun 32 år gammel udnævnt til udenrigsminister i den første radikale regering i 1909-10. Først da meldte han sig ind i partiet. Efter tiden som minister var han gesandt i Wien og Rom, inden han atter blev hentet som udenrigsminister i 1913.
I mellemkrigstiden var han en kort årrække medlem af landstinget, i andre år formand for Det Radikale Venstre og for dagbladet Politikens bestyrelse. Han var i flere år gesandt i Stockholm og derefter knyttet til den danske delegation ved Folkeforbundet i Geneve. Han nåede at gå på pension, inden han i juli 1940 blev udnævnt som dansk udenrigsminister, efter at den radikale partiformand P. Munch var gået af fra posten. I 1942 overtog han posten som statsminister, som han bestred frem til samarbejdspolitikkens sammenbrud i august 1943.
