Genstand

Eftersendt kuvert til maskinassistent på S/S Kamma

Den 2. september 1914 afsendte bogholder Emil Larsen et brev til sin 20-årige søn Svend, der var maskinassistent på damperen S/S Kamma. Dagen inden var S/S Kamma imidlertid stødt på en mine.

Kuverten er sendt til maskinassistent Svend Larsen på S/S Kamma på en adresse i Newcastle. Det er stemplet 2. september 1914 i København. Brevet er stemplet d. 11. september i Newcaste og derefter blevet returneret til København. Her blev det modtaget og stemplet d. 18. september og forsynet med adressesedlen "Koldinggade 34IV Ø". 

Afsenderen var Svend Larsens far, Emil Larsen fra Koldinggade. På bagsiden af kuverten havde han skrevet: "If ship sailed please return to Karlshamn. Emil Larsen, Koldinggade 34,4 København Ø".

Men S/S Kamma var slet ikke nået frem til Newcastle. Skibet var sejlet fra Odense d. 29. august for at hente en ladning kul i Newcastle. Få dage før var nyheden om de første danske skibes kollision med miner nået frem, og rederiet havde derfor givet skibets kaptajn, F. Løfler ordre om at sejle op under Norges kyst og derfra til Skotland i stedet for at tage den lige vej til Newcastle. Men da kaptajn Løfler var vant til at sejle den lige vej og samtidig så andre skibe tage en sydligere kurs, valgte han at se bort fra ordren.

Om morgenen d. 1. september 1914 var S/S Kamma kun 25 sømil fra kysten, da skibet stødte mod en mine. Forskibet blev sprunget i luften og stod efter 5 minutter helt under vand. Redningsbåden blev sat i vandet, og derfra kunne mandskabet se skibet gå ned, inden de blev samlet op af en trawldamper, der sejlede dem til Grimsby.

Aftenudgaven af Berlingske Politiske og Avertissementtidende onsdag d. 2. september var de første, der bragte meddelelsen i Danmark.

Næste formiddag, d. 2. september, var nyheden nået til London, hvorfra Berlingske Politiske og Avertissementtidende fik hentet informationer til sin aftenudgave. Men det var på det tidspunkt ikke klart, om der var nogen sårede eller savnede.

Måske har Emil Larsen reageret på avisens nyhed ved at skrive et brev til sin søn og sende det af sted hurtigst muligt. Men det er næppe sandsynligt, da han har bedt om, at brevet bliver eftersendt, hvis skibet er sejlet.

Det er mere sandsynligt, at han har fået et chok, da han efter at have afsendt brevet har læst avisen. Men allerede samme aften modtog rederiet et telegram fra kaptajnen, der meddelte, at alle var i god behold. Og det kunne man derfor læse allerede i morgenavisen d. 3. september.

Onsdag d. 9. september kom Svend tilbage til Danmark. Sammen med kaptajnen, de to styrmænd og de to maskinmestre var han sejlet med damperen N.J. Fjord fra Liverpool til Århus. Turen havde taget 78 timer. Den menige besætning blev sendt hjem med en fragtbåd fra Leith.

Dagen efter, d. 10. september, blev der holdt søforhør i København. Da det blev klart, at kaptajnen ikke havde fuldt sin ordre, blev han anmeldt af rederiet, og d. 31. december 1914 blev han idømt en bøde på 200 kroner. Udover at han ikke havde fulgt ordren, havde han også forsømt at nedsætte farten og sætte en udkigspost i masten for at holde øje med miner. Da vejret var stille, mente retten, at en udkigspost sandsynligvis ville have bemærket minen i tide, navnlig hvis farten var nedsat.