General Vilhelm Gørtz
Som øverstkommanderende for hæren på Sjælland var Gørtz næsten konstant uenig med sin forsvarsminister, P. Munch. Gørtz ønskede et stærkt forsvar, der kunne føre en eksistenskamp med København som centrum.
Mineudlægningskrisen
Under mineudlægningskrisen kunne han godt indse det fornuftige i at udlægge miner; men fastholdt at det alligevel bød ham imød at gå ind på et tysk ønske. Han ønskede først at fremmest at mobilisere hele hæren.
Sikringsstyrken
Gørtz kæmpede imod alle nedskæringer i Sikringsstyrkens størrelse. I efteråret 1915 lykkedes det ham at udnytte, at regeringen var politisk presset oven på en større reduktion i august og oktober. Det var i denne sammenhæng, at regeringen gik med til anlæggelsen af Tunestillingen. Men det lykkedes ikke Gørtz at få tilført hæren de ressourcer, han ønskede. Bl.a. ville det kræve langt større investeringer at gøre Tunestillingen anvendelig, end de summer man havde bevilget i 1915.
Afgang
Og i kølvandet på en ny reduktion af Sikringsstyrken i sommeren 1917, valgte Gørtz selv at gå af som chef i protest. Ikke alle generaler var enige i Gørtz' linje. General Lütken, der var chef for 3. division, skrev til venstrepolitikeren Niels Neergaard, at nu var de to "utrolige klodrianer" Gørtz og Berthelsen væk, efter at de havde givet "uhyre summer ... til ingen verdens nytte".
Efter at være blevet cand.phil. søgte Gørtz på officersskolen, hvorfra han lagde grunden til sin officerskarriere. Den gik bl.a. via posten som chef i Krigsministeriets 1. departement, førend han i 1909 blev generalløjtnant og chef for 1. generalkommando, dvs. hærstyrkerne på Sjælland.
Han afgik pga. alder fra hæren i 1918.
